December 2018
Kære elever og forældre
Efter en fantastisk workshop med Mestre Toni Vargas i sidste weekend, hvor vi udover den megen træning, hyggede lørdag aften med julefrokost (feijoada, Brasiliens nationalret), sætter vi nu spurten ind mod juleaften og det vigtigste, julegaverne. Jeg har forberedt den flotteste julegave-mulighed, til en pris hvor alle kan være med; en helt speciel ABC capoeira plakat.
ABC plakat
Jeg har i samarbejde med den brasilianske kunstner, Aurinha Amarel, genfortolket et ABC som hun lavede til Mestre Peixinho for 20 år siden. Bogstaverne ÆØÅ som ikke er i det portugisiske alfabet, er tilføjet og udtrykket er ændret til et superflot resultat, som jeg håber mange vil få glæde af. Plakaten kan købes på Capoeiraskolen Senzala i træningstiderne for 200 kr.
Formatura (Rød bælte graduering)
I de første 2 uger af januar 2019 vil ca. 30 børn og voksne være i Rio de Janeiro, til en af Capoeiraskolen Senzala og Grupo Senzalas største begivenheder. Her vil jeg overrække Contra-Mestre Espiga og Camarão deres røde bælter, og gøre dem til Mestre efter 28 år som elev af mig.
Jeg er selv den første europæer, somr blev udnævnt til capoeira-mester og kan nu som den første udlænding i verden udnævne 2 af mine ældste elever til Mestre, under en stor ceremoni og fest i “Ile de seu Peixinho”, vores hovedcenter i Rio de Janeiro, lørdag den 12. januar.
Der er grund til at være meget stolte af denne verdenshistoriske milepæl, og jeg synes at det er utroligt dejligt at så mange tager med til Brasilien for at fejre det med os.
Capoeiraskolen Senzala, som jeg grundlagde for 28 år siden i Danmark, er i dag et eksempel for capoeiristas i hele verden, et arbejde jeg har gjort i samarbejde med mange elever som ikke er en del af skolen længere, en rejse som aldrig ville have været mulig uden min første lærer Aninha, og siden hen min mester, Mestre Peixinho, som støttede mig i tykt og tyndt gennem 20 år.
Contra-Mestre Espiga og Camarão har været med hele vejen, og vi har vist at man ikke behøver at være brasilianer for at kunne blive den bedste til capoeira og blive Mestre de Capoeira.
Med disse ord skriver jeg udenom janteloven, giver den et los bagi, for det er vigtigt at være stolt af sine sejre og dele dens frugter med andre. At vise hvad hårdt arbejde, ydmyghed, respekt for andre, tålmodighed og troen på egne visioner kan berige os med. Ikke 5 minutters berømmelse på fjernsynet, men en mestren til igennem capoeira at udtrykke, formidle, og skabe rammerne for at mennesker kan udtrykke fysisk kraft, dans, livsglæde, estetik, sang, musik, samt frihed og lighed uanset alder, køn, race, religion, eller social status.
Et ordsprog i Afrika lyder: alene går det hurtigt, men sammen når vi langt. Det er capoeiraens rødder, en vigtig del af sin essens, og som jeg oplever det, vores allesammens fremtid. Vi kan ikke isolere os og snakke om “dem og os”, men skal leve med kærlighed til alle, på godt og ondt. Stort tillykke til Contra-Mestre Espiga og Camarão, I bliver nu kulturbærere af denne tradition, et stort ansvar, som jeg ved I vil leve op til, held og lykke med det.
Hjælp tages imod med kyshånd
Kan du eller kender du nogen medier som også vil syntes at det er stort hvad vi gør og gerne vil skrive eller lave fjernsyn om det, så deler vi meget gerne vores historie.
Fejring af Formatura i Danmark
Fredag den 18. januar kl. 17.00-19.00 er der fest for alle dem som ikke var med i Rio de janeiro. Her fejrer vi Mestre Espiga og Mestre Camarão til en roda på Capoeiraskolen Senzala. Kom og ønsk dem tillykke, alle er velkomne, vær med til at gøre denne store begivenhed til noget ganske særligt.
Med julehilsner
Mestre Steen