Rejseberetning: Brasilienstur 2011

Tidligt om morgenen den 27. januar, mødtes vi i Kastrup lufthavn, spændte, ret trætte og velvidende om at vi kun var 13 timer væk fra Brasiliens goder.

I Salvadors lufthavn blev vi modtaget af selveste Mestre Peixinho, og en temperaturforskel til Danmark på 35º grader. Efter lidt brasiliansk forvirring, blev vi kørt til vores hotel, hvor vi fik sovet jetlaggen væk.

Da vi stod op næste morgen, var der ikke stemning for meget andet end badning i poolen eller en gåtur på strandpromenaden. Allerede den første dag var vi nogle, som fik vovet os ind i en gade-roda, og så var stilen lagt for resten af turen.

Capoeira-undervisning var der ikke meget af, og da vi skulle til den første træning hos Mestre Bimbas søn, fik vi en overraskende oplevelse, da vi blev ført ned i en sal på ca. 40m². Heldigvis gav Mestre Boca Rica (elev af Mestre Pastinha) os en super fed angola træning på toppen af et capoeirafort.

Den afrikanske afrokultur, som prægede Salvadors gadebillede, fik man for alvor at føle den første aften, da vi var til Olodum koncert (et brasiliansk samba/reggae band) i Pelourinho.

Koncerten var uden tvivl det fedeste musiske indslag på hele turen, men desværre blev stemningen lettere intens, da der kom sammenstød mellem ballademagere og politiet. Derfor valgte vi at tage hjem.

Vi så også et fantastisk teater/dansestykke om guderne fra den afrobrasilianske religion Candomblé. Stykket sluttede af med vilde capoeira-akrobater, som bogstavelig talt fløj rundt på scenen.

Dagen efter blev vi undervist i både percussion og gudedans. Ellers gik tiden med afslapning, som foregik ente ved poolen eller på stranden ved solnedgang, hvor der også var rig mulighed for at få øvet akrobatiske bevægelser.

Efter lidt over en uge i Salvador, skulle vi videre til Rio de Janeiro, og heller ikke her svigtede solen os. Faktisk var kondensvand fra airconditionen det tætteste vi kom på regn, og da der endelig var overskyet en formiddag, var det næsten en lettelse at komme væk fra solen.

Hotellets beliggenhed var samtidig helt perfekt, det var bogstavelig talt bygget på strandpromenaden, så morgenmaden blev spist udendørs med udsigt over bølgerne.

Man kan ikke sige Rio uden at sige samba, specielt ikke når der kun var tre uger til karnevallet. Vi så da også et par sambaøvere, bl.a. på den kendte Sambódromo, hvor nogle af skolerne gik optog. Vi havde også selv mulighed for at få rystet kroppen, da vi var til sambafest hos sidste års vindere af karnevallet.

Al den capoeira vi ikke fik lavet i Salvador, fik vi kompenseret for i Rio, hvor der var træning alle ugedage, både morgen og aften, med forskellige professorer, contra-mestre og mestre.

Der var de fedeste træninger hos Peixinho, med tonsvis af højtgraduerede, som tog virkeligt godt imod os. De friske stod også tidligt op for at komme til Mestre Tonis morgenundervisning på Copacabana.

Aftenerne, hvor man ikke kunne træne hos Mestre Peixinho, havde en af de andre grundlæggere af Senzala, Mestre Itamar, undervisning. Han blev på vores tur kendt som Skipper Skræk, fordi vi to gange var ude og sejle med ham. Det var, for os som ikke bliver søsyge, dejligt at komme lidt væk fra storbyen, og når man så samtidig får set rokker, skildpadder og andre havdyr, kan det jo ikke blive meget bedre.

Den tid man ikke brugte på at rende rundt og se på storcentre, markeder, lave capoeira, kigge på seværdigheder eller danse samba, brugte man på stranden. Når solen stod i zenit og bølgerne var høje, var det hårdt at tænke på at man skulle tilbage til kolde Danmark.

Hvad end turens højdepunkter har været capoeira, samba eller bare strand og sol, så ved vi at alle har haft en fænomenal tur, som uden tvivl skal gentages en gang ude i fremtiden.

Af: Julius Pulvertaft Rasmussen og Oscar Metcalf-Rinaldo