ET LIV MED CAPOEIRA

Af Anne Rasmussen

I capoeiragruppen Senzala har den første ikke-brasilianer modtaget den ærefulde titel af "Contra mestre" og det dertilhørende brune bælte. Steen Møller fortæller her, om kampkunsten generelt og om den helt specielle dag i Brasilien, hvor han fik tildelt den nye bæltegrad.

I en gammel, mørk træningssal i Rio de Janeiro syder en intens og forventningsfuld stemningen. Midt i salen, på en lang række, sidder 22 capoeiramestrer iført grå T-shirts og med højtidelige miner, og i en stor rundkreds, der omkranser mestrene, sidder næsten tohundrede hvidklædte capoeiristaer. De er alle iført trøjer med teksten "Intercâmbio Cultural" - titlen på det store internationale capoeiratræf, og begivenheden lever uden problemer op til titlen. I træffet deltager mange forskellige nationaliteter fra forskellige samfundslag, som alle deler deres forskellige tilgang til én fælles passion; capoeira.

Deltagerne synger og klapper i kor, akkompagneret af tamburiner, en tromme og tre enstrengede instrumenter i forskellige størrelser, der leder rytmen, med en dyb og næsten hypnotiserende klang. I midten af cirklen udfører to mennesker den flydende akrobatiske kampkunst, der oprindeligt stammer fra Brasilien, og som frem til 1937 var forbudt at dyrke i landet. Kampen foregår som en kammeratlig afprøvning af modpartens bevægelsessystemer - som en diskussion eller samtale, hvor den ene kommer med et udsagn, og den anden svarer. De to udøvere i midten understøttes af den stærke rytme og hver gang det lykkedes den ene at få overtaget, lyder der glade og opildnende råb fra de omkringstående tilskuere.

I dag er capoeira en anerkendt og afgørende del af den brasilianske kulturarv og dyrkes af et stort antal udøvere på verdensplan. Steen Møller er én af dem. I 1991 åbnede han den første skole i Danmark, som i dag er landets største. Den har hovedafdeling på Frederiksberg og flere mindre afdelinger rundt om på Sjælland samt i både Serbien og Uganda.

Steen Møllers fortæller smilende, at hans interesse for kampkunsten spirede i starten af 80’erne, da han i Danmark stødte på en lille, spinkel og karismatisk brasiliansk dame, der underviste i capoeira. Det var starten på en udviklingsrejse mod et liv med kampkunsten som afgørende omdrejningspunkt: "Efter endt idrætslæreruddannelse tog jeg til Rio de Janeiro for at træne capoeira med en overbevisning om, at jeg på seks måneder kunne blive den store capoeiramand. Jeg underviste allerede i dans, taekwondo og spillede også udmærket tromme og troede derfor, at jeg bare skulle sætte det hele sammen og lave capoeira," fortæller han.

Steen Møller griner lidt og fortæller, at han langtfra var en stor capoeiramand, da han kom tilbage til Danmark, men til gengæld havde hans ophold givet ham noget andet og meget vigtigere. "Jeg kom tilbage meget klogere på oplevelser og erfaringer, kropslige såvel som menneskelige, for jeg havde opdaget, at capoeira ikke bare er en kampsport med musik og sang til, men meget, meget mere. Bagved ligger en filosofi eller en livsopfattelse og kropsudfoldelse, hvor igennem mennesker indenfor nogle uskrevne rammer får kanaliseret deres daglige problemer, glæder, evner og personlighed."

I Rio de Janeiro er det Steen Møllers tur til at træde ind i cirklen. Han sidder afventende på hug foran instrumenterne med sit nye bælte om livet. Arrangementet, som han er en del af, kaldes en formatura - en graduering - og han er lige blevet tildelt det vigtige brune bælte af sin mester, Mestre Peixinho. Bæltegaden giver ham titlen af "Contra Mestre" som er titlen lige under den højeste mestertitel. Steen Møller er den første ikke brasilianer i Capoeiragruppen Senzala, som får tildelt denne høje bæltegrad og ærefulde titel. Gruppe, som blev stiftet i Rio de Janeiro i 60’erne med blandt andre Mestre Peixinho som afgørende drivkraft, er én af de ledende capoeiragrupper på verdensplan.

Steen Møller fortæller, at bælterne bruges til at markere niveauforskellen på de mennesker, som træner indenfor gruppen: "Det er et hierarkisk system som medfører at man viser respekt for dem, som kan noget og som har trænet længe. Bæltegraderne definerer både hvilken status man har i gruppen samt de privilegier og det ansvar man har". Steen Møller forklarer, at bælterne og hermed den udvikling, som man gennemgår i capoeira, falder i tre niveauer: "På det første niveau er man begynder og lavt gradueret. Man har ingen privilegier eller ansvar og det svarer lidt til at være barn. Man skal bare holde øjne og øre åbne, lære, udvikle sig og vokse. Det næste niveau starter ved det blå bælte. Her træder man ind i de voksnes rækker. Man får ansvar men samtidig også det privilegium, at man har lov til at begynde at undervise. Privilegier og ansvar vokser med tiden frem til og med det lilla bælte". Steen Møller holder en kort pause i sin talestrøm og fortsætter: "Tredje stadie påbegyndes, når man tildeles det brune bælte. Nu hører man til blandt de tunge drenge, og man træder for alvor ud af massen".

Det er svært at se på Steen Møller, at han er centrum for begivenhederne, da han giver hånden til en mester og laver en vejrmølle ind i cirklen. Han virker ikke nervøs. Efterfølgende fortæller han, om de tanker han havde undervejs: "Det første, der slog mig var, hvor brasiliansk det her egentlig var. Der var ikke på forhånd planlangt noget som helst, til trods for at det var en stor begivenhed. Ingen af mestrene havde forberedt, hvad de skulle sige, eller hvordan selve gradueringen skulle forløbe. Det er typisk brasiliansk, bare at tage tingene fuldstændig afslappet, og lidt som de kommer. Capoeira er på mange måder et billede af denne folkekultur".

Det er tydeligt at se, hvad Steen Møller mener. Den højtidelige gradueringsfest bliver bragt ned på jorden af hylende mikrofoner, kiks og improvisationer. Det går helt galt, da mestrene til selve gradueringen, glemmer at nævne én af de tre, som skal have overdraget det brune bælte. Der opstår en naturlig forvirring, der reddes med brasiliansk charme og humor.

Steen Møller uddyber: "I Senzala lægges der stor vægt på at værne om de gamle traditioner og ritualer. Indenfor disse rammer efterstræbes det til stadighed - i fuld overensstemmelse med capoeiraens væsen - at videreudvikle og effektivisere kampteknikkerne, at lave endnu flottere akrobatik og digte nye sange. Selvom bæltesystemet i princippet er meget firkantet, influeres uddelingen af den brasilianske væremåde. Gradueringen er ikke en test, hvor man skal gøre sig fortjent til bæltet, hvilket er tilfældet i mange andre kampsportsgrene. Man skal selvfølgelig være i topform og til mentalt klar til at blive udfordret af en masse mestrer, men jeg ved, at jeg får bæltet. Jeg har nemlig allerede bevist, at jeg kan noget, og det er min mester som bestemmer, hvornår jeg er klar til at skifte bælte. Så selvom det er en stor begivenhed, så er det samtidig meget afslappet, fordi jeg ikke skal bestå en test. Jeg skal bare være til stede og lave mit capoeira".

Steen Møller fortæller, at han allerede i januar fik nyheden om, at han ville modtage bæltet: "Det var selvfølgelig rigtig fedt at få at vide, men det er faktisk ikke så meget det, at få bæltet det handler om for mig, men mere om de reaktioner, som jeg får fra mennesker omkring mig. Jeg tror, at det betyder lige så meget for mine elever, som det gør for mig, og det er dejligt at opleve, den måde de går op i det på og giver udtryk for det. Men også i Rio har jeg fået meget positiv respons. Det er rigtig fedt at blive anerkendt for noget, som man brænder for. Omvendt har det været interessant at opleve, at når man når sit mål på bjergtoppen, så er der forbavsende stille. Strabadserne forekommer jo på vejen op ad bjerget".

Den nye "contra mestre" bekræfter, at han ikke var nervøs under gradueringen: "Jeg var til stede dengang Mestre Ramos fra Senzala fik sit bælte og jeg husker, at han virkede meget upåvirket, og jeg kan sagtens genkende mig selv. Ikke at jeg var upåvirket, men det var en rolig glæde og en rar fornemmelse, da jeg modtog bæltet. Jeg var rigtig stolt og glad men ikke euforisk, som man naturligt er, når man modtager de første bælter. Nu er jeg gammel i gårde, og gradueringen var ikke anderledes end det plejer, så derfor var det bare en rigtig god følelse, at stå der i midten og få sit bælte".

Rejsen mod toppen har været langt. Det fremhæver Mestre Peixinho, da han binder bæltet om livet på Steen Møller. Mesteren understreger for de mange tilstedeværende, at man ikke bare skal tro, at fordi man kan lave en vejrmølle eller en salto, så kommer eleverne automatisk. Det kræver sit at få en skole op at køre og det er nødvendigt at arbejde hårdt og at være dygtig til at undervise.

Steen Møller har et nært tilhørsforhold til sin mester og til Rio de Janeiro: "Peixinho og jeg er tætte venner. Han har åbnet sit hjem for mig, og det er et stort privilegium at være så tæt på én af de afgørende pionerer indenfor capoeiraverdenen. Det er også altid en stor glæde at vende tilbage til Rio. Byen er mit andet hjem. Jeg har boet der i sammenlagt 1½-2 år, og det er derfor en stor del af min identitet. Det er en moderne storby med smæk på kulturen og lækre butikker og luksus. Den er tæt forbundet til den smukke natur og havet, som omkranser byen. Paradoksalt er det også et utroligt hårdt sted, hvor man bliver nødt til at være fremme i skoen for at blive til noget eller blot at overleve. Det er hårdt at studere, lønningerne er lave, mange er rigtig fattige og bliver nødt til at tage flere jobs, bare for at have til dagen og vejen. Jeg har rigtig mange venner, som bor her, og som jeg har kendt i mange år, og det har været et stort privilegium at følge deres livsrejse i et land, hvor tingene ikke bliver serveret, som de gør i Danmark. Det sætter tingene lidt i perspektiv".

Som svar på hvad danskerne kan bruge capoeira til fortæller Steen Møller: "Det er en måde at være til stede nonverbalt i nuet med andre menneske. Capoeria arbejder med tilstedeværelse og grænser. Nogle er bange for at komme ud og hermed vise, hvem de er og derved være til stede. For dem er det en enormt grænseoverskridende proces at lære at være sig selv i andres tilstedeværelse. Andre kommer for meget ud og kan derfor komme til at trampe på andre mennesker. For dem opsætter capoeira en anderledes grænse." Steen Møller understreger, at danskerne stadig ligger under for janteloven. "Det er en klar barriere, der skal brydes, og capoeira kan hjælpe med at få folk ud af busken."

Steen Møller stopper med at fortælle og smiler. Udadtil ligner han en helt almindelig dansker, og hvis man mødte ham på gaden, ville man aldrig forbinde ham med noget så eksotisk som brasiliansk kampkunst. Det er ikke umiddelbart til at se på ham, at han har opnået noget, som ingen andre europæere har. Kigger man dog en ekstra gang, så oplever man en indre ro og glæde ved Steen Møller. En glød, som måske er opstået i mødet med livsopfattelsen capoeira.