Hvad er Capoeira?
Capoeira er kampkunst, udsprunget af slavernes undertrykkelse i kolonitidens Brasilien. De farlige kampteknikker er skjult i en smuk, kraftfuld og akrobatisk dans, båret frem af sang og musik, skiftende fra sorgløs leg til farefuld alvor.
Capoeira var forbudt i Brasilien, og det har gennem tiderne været en evig kamp for politiet at håndhæve dette forbud og bekæmpe de fattige og kriminelle, som udøvede Capoeira.
For dem var Capoeira ikke alene noget at mødes om og lege med, men også en måde at forsvare sig og overleve på. Først i 1937 blev Capoeira tilladt i Brasilien. Capoeira spredtes dog hurtigt og dyrkes idag af tusindvis af mennesker af begge køn i alle aldre. For nogle en fritidsfornøjelse, - for andre en livsstil.
Overalt i Brasilien møder man det, men også i resten af verden bliver stadig flere grebet af Capoeiraens livskraft, rytme og magi. I starten af 80´erne underviste Ana Pompeia i capoeira i København, og i 1991 åbnede Steen Møller den første capoeiraskole i Danmark: Capoeiraskolen Senzala.
Skolen er ansvarlig for et stort skandinavisk capoeira træf en gang om året, med deltagelse af nogle af verdens førende capoeiraudøvere fra ind- og udland. Skolen deltager desuden i diverse Capoeira-møder og workshops rundt omkring i Europa, og 2 gange årligt får vi besøg af vores mester, Mestre Peixinho, som giver undervisning og bringer nyt fra Brasilien.
|