Capoeira - slavernes kampdans
Capoeira er en slags forklædt kampkunst, der stammer fra de afrikanske slavers undertrykkelse i Brasilien, dengang Brasilien stadig var en portugisisk koloni, der brugte slaver til det hårde arbejde i markerne.
I kraft af de akrobatiske bevægelser, spring, spark, benfejninger osv., der er en del af capoeira, kunne de ofte fysisk overlegne sorte slaver hurtigt komme til at udgøre en trussel for slaveejerne, som derfor forbød slaverne at træne kampteknikker.
Slaverne blev dog ved med at træne de forbudte teknikker akkompagneret af sang og musik. Capoeira udviklede sig på den måde til en slags dans, men stadig med alle de kraftfulde teknikker bibeholdt.
Det var forbudt at udøve capoeira langt op i vor tid, og først i 1937 blev capoeira tilladt i Brasilien. Indtil da var det fortrinsvis de fattige og kriminelle, der brugte capoeira både som en måde at slås og forsvare sig på, men også som noget at samles om.
I dag er capoeira meget udbredt i Brasilien, dyrkes af tusindvis af mennesker af begge køn på alle niveauer fra ren hobby/motion til de mange meget seriøse udøvere, for hvem capoeira er en livsstil.
Der er en meget hierarkisk opbygning inden for capoeira, som man også ser inden for de fleste andre kampstilarter. Respekt for de ældre udøvere, respekt for mesteren og selvfølgelig en gensidig respekt udøverne imellem. Den opbygning er naturlig som i enhver anden skolesammenhæng, men afspejler i høj grad også resten af det brasilianske samfund, hvor der altid har været stor forskel på klasserne.
Noget af det grundlæggende i capoeira er kombinationen af musik, sang og selve dansen. En roda de capoeira er opbygget på en helt bestemt måde:
To capoeiristas står i midten af en rundkreds formet af de øvrige. I kredsen står nogle af udøverne og spiller på instrumenter og synger og skaber derved hele den musikalske baggrund for dansen.
De to i midten danser over for hinanden og laver en masse forskellige bevægelser, der kan bestå af spring, spark, parader, benfejninger osv. De to capoeiristas er hele tiden meget opmærksomme på hinanden og hinandens bevægelser, samtidig med at de følger rytmen og føler stemningen i musikken.
Selve dansen/kampen kan udføres på alle niveauer. Der er nogle basale grundtrin, der følger rytmen i musikken, og ud fra de grundtrin kan man bevæge sig på et utal af måder. Men i og med at capoeira oprindelig var en decideret kampteknik, er bevægelserne ikke tilfældige forstået på den måde, at hvis den ene modstander f.eks. åbner sig, er det meget normalt blandt de mere øvede, at man angriber der, hvor åbningen er, dog uden nødvendigvis at ramme, men for at vise den anden, at han var åben.
Det siges, at store dele af det, man kalder breakdance, er udsprunget af capoeira. Brasilianske capoeiristas, der var på besøg i New York i slutningen af halvfjerdserne, underviste nogle af de dansere, der var tilknyttet rap- og hiphop-miljøet. Det greb om sig, og de amerikanske dansere begyndte at bruge capoeiralignende bevægelser til deres egen musik, rappen og hiphoppen, som for alvor slog igennem i firserne.
Hvis begge udøvere er indforstået med det, er det også muligt at kæmpe med en vis mængde kontakt, og det sker selvfølgelig, at folk ryger i totterne på hinanden. Men når temperamenterne kommer i kog, bliver det stoppet, så det ikke udvikler sig.
Generelt adskiller capoeira sig meget fra anden kampkunst. Der er ikke et defineret konkurrenceregelsæt, der gives ikke point, man rammer som regel ikke hinanden, for at det skal gøre ondt, men snarere for at vise sine evner samtidig med, at man lærer af hinanden. Dette skaber også en usædvanlig god stemning i en roda, da der ikke er den samme præstationsangst og de lejlighedsvise øretæver, der ofte forekommer inden for andre kampkunster. Samtidig er capoeira en utrolig smuk oplevelse.
En af de helt store mestre inden for capoeira var Mestre Bimba, der som den første satte capoeira i system. Han organiserede udøverne i skoler, academias, og skabte grundlaget for den moderne capoeira. Siden er der kommet adskillige skoler til, der hver især har deres særpræg. Alt afhængig af hvilken mestre der er leder af skolen, er der forskel på måden at træne på, hvilke teknikker der bliver lagt mest vægt på osv., men det er også et spørgsmål om elevernes eller udøvernes kapacitet og personlige stil.
Man kan sagtens stå og iagttage f.eks. 10 forskellige udøvere fra det samme academia, og hver har sin egen helt personlige stil og bevægelsesmønster.
Fordi det klassiske konkurrenceelement er gledet lidt i baggrunden, er udøverne mere fri til at koncentrere sig om musikken, samspillet med deres modstander og ikke mindst deres egen teknik. Hvis man ikke har set det, kan man måske sammenligne det lidt med at se god breakdance, man har nogle gange en fornemmelse af, at tyngdekraften bliver midlertidigt ophævet.
Capoeirista: (seriøs) capoeiraudøver
Mestre: Højt gradueret person, der typisk kan have en skole, og som har capoeira som livsstil. En Mestre bestemmer ikke selv, om han er Mestre, det er noget, andre kalder ham, når han har opnået deres respekt, og han har bevist, at han er titlen værdig. Svarer lidt til Sensei inden for karate.
Academia: Skole.
Roda de capoeira: Når udøverne står i den nævnte cirkel og kæmper akkompagneret af sang og musik. Roda betyder hjul på portugisisk.
Musikken skabes af nogle af udøverne, og gennem en roda skiftes musikerne ud flere gange, så en stor del af udøverne får prøvet at spille instrumenterne.
Der bliver benyttet tre forskellige instrumenter inden for capoeira:
Berimbau, som er et instrument bestående af et bøjet stykke træ med en hul skal i den ene ende, hvorpå der er spændt en metalstreng. Man holder berimbauen på en bestemt måde i venstre hånd, hvor man også har en sten, man holder ind mod strengen, så man kan bestemme tonen, der kommer ud af instrumentet, på samme måde som man har et gribebræt på en guitar. I højre hånd har man en speciel pind, man slår på strengen med. Derved skaber man tonerne.
Pandeiro, som er en type tamburin.
Atabaque, som er en type stor tromme.
De forskellige skoler har både sange, der fortæller om skolen og dens historie, som man typisk synger, når man møder andre skoler og laver en roda med dem. Sangen kan også handle om en mester, capoeiraens historie eller den kan handle om de ting, der sker i rodaen lige i det øjeblik, der bliver sunget.
Som nu var det også i gamle dage vigtigt, at eleverne kendte deres tilhørsforhold, og at de kendte capoeiraens historie. Som nævnt tidligere var en stor del af udøverne fattige og dermed uden mulighed for at læse sig til mange af tingene, så man overleverede simpelthen informationer i form af sange. Derudover skaber sangene stemning, tirrer og opildner de kæmpende og er medvirkende til at give en utrolig stemning.
Peixinho er Mestre for en af de mest respekterede capoeiraskoler i Brasilien og eksponent for en form for capoeiratræning, han sammen med flere andre skabte i 60erne.
Senzala blev skabt af nogle universitetsstuderende bl.a. Peixinho, der valgte at systematisere træningen på en anden måde, end man hidtil havde gjort, uden dog at gå på kompromis med de gamle ritualer og traditioner. Senzala har i dag skoler i mange lande verden over deriblandt også i Danmark.
- Chili, maj 1999
|