Tag tyren ved hornene

"Kommentaren" fra bladet kampkunst magasinet BALANCE #3 september/oktober 2000.

For 8 år siden var jeg til det som i en årrække skulle blive til en fast sommertradition. Kampkunst kursus på Gerlev idrætshøjskole. Tilstede var nogle af de førende udøvere indenfor de store kampkunstgrene såsom Karate, Judo og Taekwondo.

Jeg var der som underviser i Capoeira og udøver af Taekwondo. Mange interessante emner og ideer blev debatteret og en af de mest provokerende, for mit eget vedkommende men også som en generel betragtning, blev præsenteret af kursusleder, forsker og mange gange dansk mester i Judo, Hans Bonde.

»Er det stadigt voksende antal af kampkunstudøvere en naturlig reaktion på et samfund med stigende vold, eller er vi som udøvere mere paranoide end den øvrige befolkning?«

Jeg var rystet. Min egen tilgang til kampkunst havde indtil da ubevidst i høj grad drejet sig om dette, og var nu også noget jeg blev opmærksom på hos andre. En meget trist og lidet livsbekræftende tilgang til livet. Et liv der måske er slut i morgen på grund af et biluheld eller pludselig galoperende kræft, og hvad værre er så tiltrækker denne paranoia vold i stedet for at modvirke den. Når paranoia eller fremmedgjorthed vender, bliver den til passivitet og virkelighedsflugt hvilket er noget som vi ser i endnu større grad. Det være sig i form af ecstacy misbrug og andre frygtelige eksempler, som f.eks. dette års Roskilde Festival hvor 50.000 mennesker drikker og ryger sig fra sans og samling med det resultat at 9 mennesker dør!!!!

Det er naturligvis stærkt generaliserende betragtninger, men ikke desto mindre en mere og mere voksende tendens i et samfund med dalende kollektiv og individuel social ansvarsbevidsthed.

I mit arbejde som underviser i Capoeira oplever jeg på min egen skole, og som freelance underviser rundt i landet, denne sociale analfabetisme. Men også glæden når mennesker giver slip på deres paranoia. Går ud af individet og ind i kollektivet, og viser følelser når de giver noget af sig selv. I virkeligheden meget enkelt og fundamentalt, men noget som det overmaterialiserede samfund, vi lever i, gør alt for at undertrykke. Et samfund hvor vi isolerer og specialiserer os mere og mere bag hver vores mobiltelefon, computer, fitnesskort og daglige konsumering af substansløse fastfood måltider i unedbrydelig plastikemballage. Alt sammen i et forsøg på at være hurtigst, bedst og den eneste.

Da vi i vores samfund i forvejen er ved at intellektualisere os selv ihjel (denne kommentar et godt eksempel), altid debatterer og demokratiserer. Og det er tilsyneladende ikke nok. Måske snarere skubber vi til denne sygelighed? Jeg synes, det er på tide vi tager andre midler i brug!

Kampkunsten, os som udøvere og undervisere, har en mulighed og derved en pligt til at gøre noget. Vi har et perfekt hjælpemiddel til at sætte fokus på de reelle værdier i livet. Vi skal bruge kampkunsten til at gøre noget positivt og meningsfyldt. Benytte det rum hvor vi i bevægelse med respekt og ydmyghed opdrager os selv og hinanden. Oplever aggression, angst, men også glæde, leg, seksualitet, og arbejder med vores begrænsninger og styrker. Så vil selvværet, roen og glæden ved hinanden og livet vokse, og en større, sundere og mere social ansvarsbevidsthed vil vokse frem. Det syntes måske svært, men der skal i virkeligheden så lidt til for at det lykkes. Så gør som en Capoeirasang, og et dansk ordsprog, siger:

»Pega na galha do boi, pega na galha do boi, o moleque«

»Tag tyren ved hornene, tag tyren ved hornene, min ven«

- Steen Møller