Ny dansedille: Livsglædens dans

Den gamle brasilianske kampdans capoeira er en fascinerende blanding af kampsport, akrobatik og break dance. En figur i et tv-spil har været med til at skabe en lind strøm af nye udøvere.

Med kontrollerede bevægelser lægger den unge, rødhårede fyr an til en vejrmølle. Uden tilløb bøjes kroppen forover. Den ene arm sættes i gulvet, og kroppen svinges op til lodret stilling. I omkring et sekund står han på én hånd i fuld balance med spredte, let bøjede ben, før hele kroppen snurres en halv omgang. Den anden hånd sættes ned, og den rødhårede lader benene finde gulvet igen, hvorefter han smilende smutter om bag i rækken og er klar til næste øvelse.

Vi er i et stort, lyst lokale på 2. sal i en gammel fabriksbygning på Frederiksberg i København, hvor luften er tyk af sved og koncentration. 25 mennesker klædt i hvide dragter er i gang med at træne den brasilianske kampdans capoeira. To og to med front mod hinanden bevæger de sig ned gennem lokalet med de karakteristiske capoeiragrundtrin ginga (udtales sjinga), der minder lidt om en langrendsløbers bevægelser, dog langt mere vuggende og elegante. De lurer konstant på hinanden, mens de skiftevis sparker og dukker sig.

Mystik og ritualer

Capoeira er flere hundrede år gammel og fuld af mystik og ritualer. Rent udtryksmæssigt er den med tiden blevet en fascinerende blanding af akrobatik, kampsport og breakdance.

Bevægelserne er bløde og flydende. Man glider af på hinanden, og slag og spark er oftest markeringer. Kun sjældent forekommer kropskontakt eller parader.

Undvigelserne foregår for eksempel med et baglæns flik-flak eller ved at smutte under modstanderens angreb og snurre en omgang på hovede eller skulder. Det gælder om at vinde, men det æstetiske er mindst lige så vigtigt, og både metoder og bevægelser er mere sofistikerede end i rendyrket kampsport.

Samtidig er sang og musik en essentiel del af capoeira, og den kombination er ren mana for rødhårede Pelle Stryhn fra artiklens indledning. På trods af sine kun 17 år er han med sine akrobatiske krumspring en af de mest imponerende capoeiristas denne aften på Frederiksberg. Pelle Stryhn har dyrket samba, capoeira og andre former for brasiliansk kultur, siden han var otte år og har også snuset til karate og taekwondo.

"I kampsport kan det godt blive lidt trivielt bare at tæve løs på hinanden, men i capoeira er der musik og livsglæde. Det er noget helt andet end bare huh! og lige frem", forklarer Pelle Stryhn med et slag i luften og fortsætter:

"Vi plejer at sige, at i capoeira går det også ud på at tæve modstanderen, men det skal se godt ud samtidig. Det rigtig fede er, at man kan lave forskellige tekniske detaljer og samtidig lige snurre rundt på én hånd og lave en salto. Capoeira er lidt af en blærerøvskampsport", smiler Pelle Stryhn, der bærer capoeiranavnet Camarao. Det betyder reje på portugisisk og hentyder både til hans røde hårfarve og de rejehopagtige bevægelser.

Pelle er langtfra den eneste, som er blevet fanget af capoeiras særlige blanding af kamp, dans, musik og sang. Kampdansen har efterhånden vundet rigtig mange tilhængere også uden for Brasiliens grænser.

Udøvere strømmer til

Herhjemme er der de seneste par år kommet en lind strøm af nye udøvere. Interessen er blandt andet skabt af en capoeirafigur i Play Station tv-spillet Tekken og en tv-reklame for Nokia med to elegante capoeiristas på en strand.

I dag har kampdansen slået rod og kan både ses i musikvideoer på MTV og som indslag i undervisningen på landets skoler.

På Capoeiraskolen Senzala, hvor vi befinder os, er der 80-100 elever, hvoraf mange går op i det med liv og sjæl. Som den unge fyr, der kommer lidt for sent til træningen. Igen og igen må han løfte op i trøjen og fremvise sin nye tatovering, som forestiller den én-strengede berimbau, der er et af de traditionelle capoeirainstrumenter.

Berimbauen er drivkraften, da aftenens træning kulminerer i en såkaldt roda (udtales hådda), som er den mest grundlæggende øvelse i capoeira. Roda er navnet på den cirkel, som kæmperne danner.

Underviser Steen Møller og et par andre synger og spiller for, og resten falder i med høj stemme. Traditionelle capoeirasange på portugisisk fylder lokalet, og hænder slås sammen i takt. Som versene gentages bliver stemningen stadig mere intens.

I cirklens midte kredser to capoeiristas om hinanden i kamp. De to næste sidder på hug foran musikerne og venter. De hilser på hinanden og ruller ud i centrum med en vejrmølle. En aú (udtales ar-ú) som det hedder på capoeira-sprog.

Rodaen sluttes af med en fødselsdagssang i capoeirastil til en af de yngste kæmpere. Derefter er der kun styrketræningen tilbage. Et kvarter med armbøjninger, mavebøjninger og andre mælkesyrefremkaldende øvelser. Ikke overraskende kræver det en pæn portion muskelkraft at bevæge sig i capoeiraens fysisk krævende univers.

Capoeiras historie

Der findes massevis af kontroverser og myter om capoeiraens oprindelse. En hårdnakket, men tvivlsom teori går på, at kampdansen er næsten 500 år gammel og blev skabt af afrikanske slaver på farme i Brasilien, som ville gøre opstand mod de hvide landejere og kamuflerede deres kampøvelser som dans. Mere sandsynligt er det, at capoeira opstod i 1800-tallet som en blanding af forskellige afrikanske danse og kampformer. Da slaveriet i 1888 blev afskaffet i Brasilien forfaldt mange tidligere slaver - og dermed capoeiraen - til kriminalitet. I Rio de Janeiro opstod deciderede capoeirabander, som terroriserede hinanden og befolkningen. I Bahia-regionen udviklede capoeira sig mere fredeligt som en rituel kampdans- og leg. I mange år var capoeira forbudt, men i 1937 blev forbuddet ophævet og capoeirapionerer og læremestre udviklede forskellige retninger og grupper.

I dag findes der to hovedretninger, Angola og Regional. Derudover er der et utal af undergrupper, som adskiller sig ved forskellige ritualer og øvelser. Nogle har gradueringer og farvede bælter, som også kendes fra andre kampsportsgrene. I 1970erne og 80erne bredte capoeira sig til hele Brasilien og for første gang ud over landets grænser, men først i de seneste par år har kampdansen fået fodfæste herhjemme. Blandt andet takket være capoeirafiguren Eddy Gordo fra Play Station tv-spillet Tekken.

Musik og sang

Capoeira ville ikke være capoeira uden musik og sang, og i dag er tre instrumenter uundværlige. Først og fremmest berimbauen, et én-strenget instrument med en påsat kalabas, der i lyd minder meget om en jødeharpe. Derudover atabasquen, som ligner en congas-tromme og den brasilianske tamburin pandeiro. Der findes et utal af capoeirasange, hvoraf nogle bruges til at øve indflydelse på de kæmpende. For eksempel kan en sang om en grædende baby signalere, at dansen er blevet for voldsom.

Malicia-filosofien

For de mest entusiastiske udøvere er capoeira meget mere end en kampdans. Det er en livsfilosofi. Der findes mange beskrivelser af capoeiras åndelige aspekter, som giver udøverne, også kaldet capoeiristas, en måde at forholde sig til både livet og modstanderen på.

Den grundlæggende filosofi bag capoeira kaldes malicia. Ordet malicia betyder en blanding af skarpsindighed, durkdrevenhed, svigfuldhed og varsomhed. At opnå malicia er selve kernen i capoeiraudøvelsen. Det sker blandt andet ved at narre modstanderen til at blotte sig. Som der står i forordet til den eneste dansksprogede bog om capoeira: Man konfronterer ikke angriberen mand til mand, men lader som om, man er fej og bønfalder om nåde. Når modstanderen åbner sine parader, slår man til. Capoeira kender ikke til ærlighed, sandhed eller fair play ... På den anden side er der en klar forståelse for, at det ikke kun gælder om at overleve eller vinde. Livet er langt frodigere end det; det omfatter også glæden, lysten, lidenskaben ved at være i live.

- Politiken, 7 juli 2000, Sommermagasinet side 4